Der var engang en gammel mand (
bedstefar), som såede roe.
Og roen voksede og voksede, til den var blevet meget, meget stor.
Den gamle mand gik ud for at hente den. Han trak, og han trak, men han kunne ikke hale den op.
Så kaldte den gamle mand på den gamle kone (
bedstemor).
Den gamle kone greb fat i den gamle mand, og den gamle mand greb fat i roen, og de trak, og de trak, men de kunne ikke hale den op.
Så kaldte den gamle kone på den lille pige (
barnebarn).
Den lille pige greb fat i den gamle kone, den gamle kone greb fat i den gamle mand, den gamle mand greb fat i roen, og de trak, og de trak, men de kunne ikke hale den op.
Så kaldte den lille pige på den brune
hund.
Den brune hund greb fat i den lille pige, den lille pige greb fat i den gamle kone, den gamle kone greb fat i den gamle mand, den gamle mand greb fat i roen, og de trak, og de trak, men de kunne ikke hale den op.
Så kaldte den brune hund på den stribede
kat.
Den stribede kat greb fat i den brune hund, den brune hund greb fat i den lille pige, den lille pige greb fat i den gamle kone, den gamle kone greb fat i den gamle mand, den gamle mand greb fat i roen, og de trak, og de trak, men de kunne ikke hale den op.
Så kaldte den stribede kat på den grå
mus.
Den grå mus greb fat i den stribede kat, den stribede kat greb fat i den brune hund, den brune hund greb fat i den lille pige, den lille pige greb fat i den gamle kone, den gamle kone greb fat i den gamle mand, den gamle mand greb fat i roen, og de trak, og de trak, og endelig - endelig - kom den op!
Og det var jo faktisk musens skyld! )
